Der er ingen tvivl om, at fra den dag jeg blev mor, har mine børn været 1. prioritet i mit liv. Dernæst kom min mand, jobbet (som jo skulle passes), familien og veninderne – Og til sidst mig selv. 

Ikke at der er noget galt i, at børnene er første prioritet i en mors liv, forstå mig ret – Jeg kan ikke forestille mig det anderledes. 

Jeg elsker at være mor, og som nogen piger fantaserer om et eventyrligt bryllup, ligeledes har jeg siden barns ben gjort mig forestillinger om det at blive mor, og hvilken slags mor, jeg gerne ville være. 

Jeg ville ikke bare være mor. Jeg ville være en god mor. Den bedste mor i verden for mine børn. En mor til perfektion og som man ikke kunne sætte en finger på. 

Men hvad vil det sige at være en god mor? 

For mig var det i lang tid at være til stede i mine børns liv udfra nogle bestemte præmisser. 

Jeg ville gerne være hende der hentede og bragte fra institution, skole og sportsaktiviteter. 

Hende der støttede op om de sociale arrangementer i børnenes liv, og gerne meldte sig på diverse poster omkring dem. 

Hende der havde tid og overskud til at medbringe kagen til forældremødet. Hende der altid var frisk og smilende, og aldrig sagde nej til legeaftaler (heller ikke de impulsive). 

Hende der smurte de lækre og sunde madpakker, lagde puslespil om eftermiddagen og læste højt om aftenen, uden at falde i søvn. 

Hende der med pædagogisk overskud hjalp med lektier, og lyttede med oprigtigt nærvær og interesse til børnenes beretninger fra dagen. 

Og i øvrigt havde styr på, at det nødvendige udstyr var i garderoben og på skohylden – Hellere en dag for tidligt, end en dag for sent.

Billedligt talt sådan en mor, som man vist kun finder på Instagram. 

Samtidig med det ville jeg gerne være mere end blot et praktisk team med min mand. Jeg ville gerne have overskud til at være kærester. 

Jeg ville også gerne gøre det godt på jobbet, hvor alle helst skulle være glade og tilfredse. 

Og ikke mindst ville jeg gerne være hende, der også havde tid og overskud til at mødes med veninderne og besøge familien ofte. 

Jeg kan afsløre, at der slet ikke var timer nok i døgnet til alt dette.  

Og problemet var også, at med sådan et ambitionsniveau kom jeg hurtigt til at føle mig bagud, og det tærede på overskuddet og dermed på nærværet. Jeg glemte at stoppe op og se på, om mine mål var realistiske at nå, og om prioriteringerne var de rette.

I dag er jeg heldigvis blevet opmærksom på, at det hele ikke behøver være så pokkers perfekt. Nærvær er kommet øverst på prioriteringslisten, til stor glæde for både mine børn min mand og jeg selv. 

Nu smører vi madpakkerne sammen, og har en hyggelig stund omkring det. Og en ekstra bonus er, at børnene føler sig værdifulde i at få hverdagen til at glide. Kagen til forældremødet har ingen af os alligevel ikke ret godt af, og det er faktisk også helt okay af og til at sige, at i dag er der ikke legeaftaler, for der skal vi slappe af og hygge sammen som familie. 

En anden vigtig ting: Jeg er blevet en meget gladere mor (og dermed bedre mor), efter at jeg har sat mig selv højere op på prioriteringslisten. 

Det gør mig glad og giver mig overskud, at jeg kommer afsted til sport hver uge. At jeg får gået en tur i weekenden. Og at jeg får en venindestund i ny og næ, fordi jeg har fundet fred med, at jeg engang imellem godt kan være væk hjemmefra, uden at det hele ramler (Min mand klarer ganske fint at holde styr på tropperne). 

Så i dag betyder en god mor for mig altså først og fremmest en nærværende og glad mor. For overskuddet og glæden kommer, når du får styr på dine prioriteter. 

Med prioriteterne i orden finder du den indre ro til at kunne være ægte nærværende, som så mange mødre søger så desperat, og slår sig selv i hovedet for at mangle. 

3 stærke mom-power tips, lige til at intergere! 

  • Gør op med dig selv, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. Fokuser på det vigtige.
  • Sæt dig selv langt højere op på prioriteringslisten. Hvad giver dig energi og overskud – Gør dig glad? Prioriter det.
  • Mærk efter, hvad der er energi og overskud til. Du er stadig en god mor, selvom du ikke siger ja til alle legeaftaler. Og nogle gange kan dine børn faktisk have brug for, at du siger nej for dem.

Følg mig på Facebook og Instagram – Der vil jeg give dig endnu flere tips og inspiration til dit moderskab. Jeg glæder mig til at se dig der.