Kender du det at have hovedet så fyldt af tanker/bekymringer, at  det føles som om hovedet nærmest vil springes? 

 

Det kaldes tankemylder, og de fleste af os har oplevet at have det. For mange kommer tankemylderet ofte, når vi skal til at sove. I en travl og hektisk hverdag er det nemlig oftest først omkring sengetid, at vi når til at slappe af.

 

Du kender det sikkert godt. Bedst som du ligger hovedet på puden og forbereder dig på at forsvinde ind i søvnen, kommer tankerne myldrende som små monstre, der har siddet på lur og ventet på det perfekte tidspunkt at angribe din hjerne.

Pludselig er det fuldstændig umuligt for dig at falde i søvn, for knapt har du fået afværget den ene tanke, før den næste tanke sætter ind.

 

Der er jo i virkeligheden ikke noget i vejen med at lade tankerne flyde, mens søvnen indtræder. Problemet opstår, når tankerne er bekymringer, eller ting du skal huske, og som du nu bekymrer dig om, hvornår du skal få gjort… Eller hvad nu, hvis du glemmer at få det gjort?

 

Måske oplever du, at tankerne også ofte handler om de ting, der er sket i løbet af dagen og bekymringer omkring morgendagen. I dit hovede gennemgår du episoder fra din dag, forsøger at huske nøjagtig hvordan tingene blev sagt.

Hvad var det nu lige helt nøjagtig der skete? Hun sagde i hvert fald… 

Du begynder at analysere på situationerne.

Hvad mente hun egentlig taget med det? Kiggede hun ikke også på sådan en særlig måde?

Og pludselig kommer tvivlen og usikkerheden væltende op i dig.

Er det mig? Har jeg gjort noget galt? Måske var det også fordi jeg sagde/gjorde sådan. Er hun sur på mig nu? Hvad hvis hun stadig er sur, når vi mødes i morgen?

Puha – Nu er det da helt umuligt at falde til ro og sove!

 

 

Når du ligger i din seng og gennemgår dagen, kommer du sikkert også ubevidst til at give din indre kritiker lidt ekstra taletid, mens din præstation i løbet af dagen gennemgås minut for minut.

På en skala fra 1-10, hvor 1 er slet ikke og 10 er stort set hver gang, hvor ofte roser din indre stemme dig så, når du ligger der og gennemgår dagen? Siger: Det klarede du da meget godt eller der var jeg lige skarp/hurtig/smart/opmærksom/omsorgsfuld?

Sikkert ikke særlig tit – Har jeg ret? Men i virkeligheden fortjener du at fortælle dig selv, alt det du gjorde godt. De negative tanker gør dig nemlig intet godt, og du kan ikke bruge dem til en dyt.

 

Måske indeholder dit tankemylder også andre slags tanker. Tanker der vedrører ting, du skal huske eller nå. De tanker kan være enormt stressende, for næste tanke er: Hvad nu hvis jeg glemmer det?

Det er lige før, at du tvinger dig selv ud af sengen igen, for at tage dig af det med samme, selvom du er dødsens træt. I stedet opstår der en lang liste i hovedet:

Jeg skal huske (…). Og jeg skal også huske (…). Det minder mig om, at jeg skal have sagt til X at (…). Og jeg skal have vendt tilbage til Y med (…) – Men hvornår skal jeg nå det? Okay, hvis jeg gør (…) og (…) i morgen… hvis jeg altså da husker det. Jeg SKAL bare huske det! Hvordan husker jeg det? 5 ting – samme antal ting jeg skal huske at have gjort i morgen, som jeg har fingre på min hånd. Og det andet, må vente til… Jeg må bare ikke glemme det!

Genkender du den slags tanker? Huske-tankerne eller to-do-tankerne som jeg kalder dem, og som i den grad kan forhindre, at du finder ro i kroppen til at slappe af og falde i søvn.

 

Tankemylder forekommer oftest når vi er alene. Der kan tankerne få frit spil. Der er vi ikke optagede af noget andet. Men det er ikke altid sådan. Nogen oplever også at have tankemylder i løbet af dagen, og når de er sammen med andre mennesker. Tankerne er de samme, men i stedet for at forhindre søvnen, går det i stedet ud over din evne til at være nærværende overfor de mennesker, du er sammen med, og til stede i det du fortager dig.

Enormt frustrerende!

 

Men fortvivl ikke. Du kan nemlig lære at få kontrollen over dit tankemylder. Jeg har et par tips til dig her:

Forestil dig en hovedbanegård. Forestil dig hvor mange toge, der kører ind og ud og igennem sådan en hovedbanegård i løbet af et døgn.

Det gør rigtig mange toge!

Det kan lade sig gøre, fordi nogen har kontrol med, hvilke toge, der kommer hvornår, og hvor længe de må blive holdende, før de igen skal forlade perronen på hovedbanegården og forsvinde ud i det fri.

Forestil dig nu at din hjerne er ligesom sådan en hovedbanegård. Eller lad os sige dit hovede (det er lidt sjovere, når nu det også hedder en hovedbanegård).

Dine tanker er alle togene, der kommer ind på hovedbanegården. Ligesom at der på den fysiske hovedbanegård ikke er plads til uanede mængder af toge på én gang, så er der heller ikke plads til et uanede mængder af tanker i dit hovede…på DIN hovedbanegård. 

Du er altså nødt til at tage kontrollen på og styringen over, hvilke tanker, der får lov at komme ind i dit hovede, og hvor længe de skal have lov at blive, før de sendes ud af dit hovede igen.

Det er da lettere sagt end gjort!

Ja det er det. Og alting kræver øvelse. Nogle ting kræver livslang øvelse. Men her får du et par redskaber til, hvordan du kommer i gang:

 

Bekymringstankerne

Alle de tanker der primært handler om, hvordan de dag er gået, hvad nogen sagde og gjorde, om du selv gjorde det godt nok, og om hvordan morgendagen skal blive, kalder vi lige nu bekymringstankerne. De dukker op som popcorn, der popper i mikroovnen.

Mød dem en for en. Overvej om det er noget, du kan gøre noget ved. Med andre ord; Er det inden- eller udenfor din kontrolzone? Hvad andre mennesker tænker og synes om dig, er for eksempel ikke noget, du kan kontrollere eller gøre noget ved. Ergo er det ikke værd at bruge energi på. Send den tog-tanke/bekymring afsted igen med en lynende fart. Beslut dig for ikke at bruge mere tid på at gruble over det.

En præsentation du  allerede har lavet, kan du heller ikke ændre på. Så afsted med  den, og brug i stedet energien på at finde det, der rent faktisk gik godt eller okay, hvis præsentations-tanke-toget alligevel bliver holdende lidt ved perronen. Der er altid noget, der var godt for noget!

 

Huske-tankerne/To-do-tankerne

Er de tanker, der handler om ting, du skal huske, eller skal have gjort. De kan fylde ligeså meget som bekymringstankerne, men der er et meget simpelt trick til at komme dem til livs. Skriv dem nedJamen, jeg ligger jo i min seng. Men derfor kan du jo godt skrive dem ned alligevel. Hav for eksempel en lille blok eller notesbog liggende på dit sengebord, og nedfæld så en hurtig note på det du skal huske. På den måde er husketanke-toget sendt videre ud af din indre hovedbanegård og parkeret på remisen. 

Når du tænder lyset for at skrive en huske-tanke ned, så overvej dog lige i samme stund, om der er flere huske-tanker du skal have skrevet ned i samme omgang. På den måde slipper du for at tænde og slukke lyset flere gange 😉

 

Husk at alt nyt er svært, og at øvelse gør mester. Så hvis det ikke lige lykkedes for dig i første forsøg at tage kontrollen og få styringen over din indre hovedbanegård, så fat mod og prøv igen.

Du er også hjertelig velkommen til at kontakte mig for en gratis afklarende snak om det, der udfordrer dig og i samme omgang vurdere, om det er mig, der skal hjælpe dig med at få styr på dit tankemylder.

                                                                                              Line Pryds – Mentor & unge-coach